Randers FC vandt i La Manga
Kronjyderne besejrede norske Odd Grenland under træningsophold i Sydspanien
Træningskampen tirsdag aften mod det norske tippeliga-hold endte med en østjysk sejr på 2-0.
Begge østjyske scoringer blev sendt i nettet af lejesvenden Erton Fejzullahu, der kom til klubben i sidste måned.
Den svenske offensivspiller gjorde dermed den bedst mulige reklame for sig selv, inden cheftræner Ove Christensen sætter startopstillingen til forårets kampe i den hjemlige Superliga.
- Det var dejligt at se, at vi kunne score to sene mål af Erton Fejzullahu, der spillede en god kamp i den halve time, han var på banen - bl.a. med et flot mål til 2-0, og så endda med en chance til sidst for at score sit tredje mål, siger Ove Christensen til Randers FCs officielle hjemmeside.