Randers FC kørt over af FCK i Telia Parken
Med fire mål på 13 effektive minutter grundlagde FCK sejren på 5-1 i forårspremieren mod Randers FC
Problemerne fortsætter med at hobe sig op i Randers FC, efter at Alka Superligaens bundprop lørdag tabte med hele 1-5 på udebane til FC København i holdenes forårspremiere i ligaen.
FCK vandt i sikker stil efter hele fire scoringer i første halvleg, hvor gæsternes defensiv vaklede.
Læs også
Hos værterne startede nyindkøbene Robert Skov og Viktor Fischer på kanterne, mens kronjyderne gav debut til den offensive lejesvend Jakob Johansson.
Randers har haft en kaotisk sæson med sløje resultater og to trænerfyringer, men gæsterne gik fra start uimponeret til opgaven i Telia Parken.
Lobjanidze var tæt på
Saba Lobjanidze var tæt på at give Randers føringen bare ti sekunder inde i kampen, men Robin Olsen fik reddet venstrekantens forsøg.
FCK havde som Randers et dårligt efterår, og næsten symbolsk skulle der en hjælpende hånd til for at få åbnet målkontoen lørdag.
Randers-målmand Hannes Haldorsson tabte efter 25 minutter et indlæg for fødderne af Pieros Sotiriou, og angriberen sendte let bolden i det tomme net.
Læs også
Målet gav selvtillid, og pludselig kunne FCK-spillerne gå på vandet. Imens gik gæsterne stort set i opløsning.
På 13 minutter blev føringen udbygget til 4-0 på mål af Fischer og Sotiriou og et selvmål af Mads Agesen. Randers-spillerne var degraderet til statister.
En stor forsvarsfejl gjorde det muligt for gæsternes Nicolai Poulsen at reducere til 1-4 med et flot langskud kort før pausen.
På det tidspunkt var kampen dog afgjort, og det satte sit præg på anden halvleg.
Værterne slap foden fra speederen, men Carlos Zeca fik dog gjort det til slutresultatet 5-1 efter 71 minutter på et kraftfuldt drøn, hvor gæsterne på ny blot så til.
Sejren sender FCK op på fjerdepladsen, mens Randers fortsat er sidst i tabellen.
FC København - Randers FC 5-1 (4-1)
2-0 Viktor Fischer 31'
3-0 Mads Agesen (selvmål) 33'
4-0 Pieros Sotiriou 38'
4-1 Nicolai Poulsen 45'
5-1 Carlos Zeca 71'
Tilskuere: 8.859