Randers FC tog stikket hjem mod AGF
AGF løb ind i fjerde nederlag på stribe, da Randers FC torsdag aften fik en hårdt tiltrængt hjemmesejr på 2-1.
Begge hold leverede i 1. halvleg en heroisk fight, og hvad kampen manglede i sprudlende fodboldspil, havde den i intensitet.
Begge mandskaber havde på forhånd ryggen mod muren. AGF har endnu ikke fået point i dette forår og er efter en god sæsonstart styrtdykket i tabellen. Randers FC har omvendt begyndt foråret godt og har spillet tre uafgjorte kampe, men en sejr i aftenens lokalopgør var nærmest påkrævet, hvis håbet om at undgå nedrykning skulle holdes i live.
De århusianske gæster begyndte ellers bedst og havde i løbet af 1. halvleg en del skud på mål uden dog at blive helt farlige.
Sidst i første halvleg kom AGF foran på et flot hovedstødsmål af Dan Thomassen, der dirigerede et frispark fra Jerry Lucena helt op i målhjørnet. Men det fik på ingen måde Randers til at tabe modet. Tværtimod.
Kampen vendte efter pausen
Efter pausen kom kronjyderne ud med en voldsom gejst, og efter få minutter gav det pote. En returbold midt i AGF's felt faldt ned for fødderne af Ricki Olsen, der resolut kanonerede
kuglen i mål.
Randers FC fortsatte med at klø på, og efter en lille times spil bragte en lang tå fra Søren Jensen det kronjyske mandskab foran efter et indlæg fra Mikkel Beckmann.
Målet var fuldt fortjent. Viljen var efter pausen den store forskel på de to hold. AGF virkede slukørede, som om de ikke engang selv troede på det. Samtidig løb Århus-mandskabet tør for kræfter og lavede for mange fejl i de bageste kæder.
Med sejren hentede kronjyderne to point ind på Sønderjyske, så de nu har 11 point op til 10.-pladsen med 12 kampe igen. Det er stadig meget, men forårets første sejr må utvivlsomt give
selvtillid og fornyet håb i den trængte klub. Randers er nu ubesejret i de seneste seks SAS Liga-kampe.
Til gengæld ligner AGF efterhånden et hold i frit fald. Århusianerne har blot hentet én sejr i de seneste 11 kampe.