Randers FC til Schweiz eller Bosnien

Kronjyderne skal en tur sydpå, hvis de som ventet går videre til tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Genrefoto.

Torsdag aften vandt den østjyske superligaklub sikkert 3-0 på udebane over Gorica fra Slovenien i den første kamp i anden kvalifikationsrunde.

Dermed burde returkampen på Essex Park Randers være en ren formalitet i forhold til at sikre sig billetter til næste runde.

Hvis kronjyderne går videre i turneringen, skal de møde vinderen af opgøret mellem schweiziske Lausanne og Borac Banja Luka fra Bosnien-Hercegovina. Det står fast, efter at det europæiske fodboldforbund UEFA fredag trak lod til tredje kvalifikationsrunde.

Umiddelbart er der mest, der tyder på, at Randers skal møde Lausanne. Schweizerne vandt det første opgør mod Borac Banja Luka med 1-0.

Vinderne af tredje kvalifikationsrunde går videre til playoff-runden, hvor vinderne sikrer sig adgang til gruppespillet i turneringen.