Randers FC tester to afrikanere
Randers FC overvejer at forstærke truppen med to unge senegalesere.
Fodboldklubben Randers FC er allerede begyndt at se sig om efter forstærkninger til den kommende sæson.
I øjeblikket er to unge senegalesere til prøvetræning i klubben. Det drejer sig om den 21-årige angriber Baye Djiby Fall og den 20-årige midtbanespiller Tidiane Sane.
Baye Djiby Fall har tidligere spillet for Auxerre og Vitré i Frankrig. Derudover har han opnået 10 ungdomslandskampe for Senegal med syv mål til følge.
Tidiane Sane har hidtil spillet for Jeanne d'arc de Dakar i hjemlandet Senegal. Han er ifølge Randers FC kendetegnet som en hurtig offensiv spiller med god spilforståelse.
Begge spillere er foreløbig til prøvetræning frem til fredag d. 2. juni. Herefter vil Randers FC vurdere, om de skal tilbydes kontrakt.