Randers FC-talent får chancen
21-årige Michael Byskov, der normalt spiller i Randers Freja, får nu fjorten dage til at vise sit værd over for "Faxe"
16. jun 2009, kl. 13:23
Mere end 30 dage gammel
Den 21-årige midtbanespiller Michael Byskov fra Randers Freja, der fungerer som andethold for Randers FC, får chancen i superligatruppen i de kommende 14 dage. Her skal han overbevise cheftræner John "Faxe" Jensen om sine kvaliteter.
- Jeg vil bruge de 14 dage til at overbevise "Faxe" og de øvrige trænere om, at de godt kan satse på mig fremover. Jeg har ambitioner om at komme i SAS Liga-truppen og jeg glæder mig til at prøve mig selv af på et højere niveau sammen med en masse gode fodboldspillere, lyder det fra Michael Byskov til klubbens hjemmeside.
Byskov har spillet for Randers Freja, siden han var tre år gammel.