Randers FC snublede igen imod bundhold
Randers tabte efterårets sidste kamp mod Viborg. Dermed har kronjyderne for anden weekend i træk sat point til mod et bundhold.
SAS Liga-klubben Randers FC har i løbet af efteråret på imponerende vis besejret tophold som FCK, AaB og FC Midtjylland.
Men når randrusianerne møder hold, der på papiret ser overkommelige ud, er præstationerne knap så prangende.
Tidligt lørdag aften tabte Randers FC hjemmekampen mod Viborg med 0-2, og dermed må kronjyderne efterhånden vinke farvel til drømmene om at blande sig i toppen af den danske fodboldrække.
I sidste weekend satte Randers FC en ellers sikker føring over styr mod bundproppen Lyngby, og tidligere på sæsonen er det også blevet til et nederlag til AGF, der frister en tilværelse i bunden af tabellen.
Weekendens sejr var den første i ni forsøg i træk for Viborg, der bragte sig i front efter blot 10 minutter ved den tidligere Randers-spiller Mikkel Rask, som opfangede en retur fra et hjørnespark.
Kort inde i anden halvleg kunne Simon Nagel så gøre det til 2-0 efter godt forarbejde af kampens store oplevelse, Petter Furuseth.
Kampen bød i øvrigt på et gensyn med 38-årige Stig Tøfting, som dermed blev den ældste markspiller nogensinde til at starte inde i et opgør i den bedste danske fodboldrække.