Randers FC skal buldre videre i bundfinale

Randers kan søndag åbne SAS Ligaens bundstrid op. Med sejr mod Sønderjyske vil to point være det eneste, der adskiller de to klubber.

Randers FC kan med en sejr i søndagens kamp mod Sønderjyske tage et stort skridt mod overlevelse i SAS Ligaen. En sejr vil minimere afstanden til nedrykningsstregen til to point.

Det får Mikkel Beckmann til at betegne opgøret i Haderslev som en finale for Randers FC.

- Vi kan ikke tåle at smide point. Vi skal have en sejr, hvis vi skal holde liv i håbet om overlevelse, siger Mikkel Beckmann.

Som ubesejret i foråret er Randers FC allerede rykket otte point nærmere den 10.-plads, der vil sikre forbliven i SAS Ligaen. Det er sket ved tage en kamp af gangen, og det samme skal holdet gøre mod Sønderjyske.

- Vi skal ikke tænke så meget på, at det er denne kamp, der er vigtig for os. Vi skal buldre videre, som vi har gjort i foråret. Hvis vi gør det, så får vi et godt resultat, mener Beckmann, der afviser, at han føler et ekstra pres frem mod søndagens "finale".

Heller ikke forsvarsspilleren Anders Egholm føler et ekstra pres, selv om kampen kan blive afgørende for overlevelsen.

- Vi har været under et kæmpe pres, siden vi begyndte i marts. Presset er nærmest blevet mindre på os, fordi vi har gjort det så godt, forklarer Egholm.

- Skulle vi komme bagud, så vil vi ikke falde sammen. Det har vi prøvet i andre kampe. Vi har vist, at vi kan komme tilbage, så vi arbejder videre med samme redskaber og indstilling som hidtil, siger forsvarsspilleren, der skiftede fra Sønderjyske til Randers FC i vinterpausen.

Sønderjyskes Rasmus Hansen forventer også en kamp, der vil få stor betydning for, hvem der skal følge HB Køge ned i 1. division.

- Hvis vi slår Randers, så tror jeg ikke, at de kan nå os. Så det er en lille finale for os, vurderer Rasmus Hansen.

- Vi skal ikke tænke for meget over stillingen, for så kan det godt påvirke vores spil. Vi skal lægge betydningen væk, selv om det er svært, men vi får det bedste resultat, hvis vi kan spille frit, mener midtbanespilleren, der føler, at Sønderjyske står godt rustet til opgaven.

- Vi prøvede det i sidste sæson. Dengang havde vi sådan nogle kampe hver weekend. Vi har vist, at vi kan håndtere disse situationer, mener Rasmus Hansen med henvisning til sidste sæson, hvor Sønderjyske også var en del af bundstriden.

Selv om kampen bliver betegnet som en bundfinale, så kan både Sønderjyske og Randers FC ende med at bevare klubbernes SAS Liga-status, når sæsonen er ovre.

Med blot fem point i foråret er AGF også blevet en del af nedrykningsspillet - til glæde for Randers FC' Mikkel Beckmann.

- Det er godt for os, at der er to hold, der kan hentes. AGF ser skrøbelige ud. De får ikke nogen sejre, og deres angribere er skadede, så det er ikke kun Sønderjyske, vi kan hente, siger Beckmann:

- Vi har stadig et stort hul, der skal lukkes. Det er en hård mission, der skal fuldføres, men jeg har en rigtig god tro på det.

Randers FC har 27 point på 11.-pladsen, mens AGF og Sønderjyske er bedre placeret med 32 point. AGF gæster Brøndby på søndag.