Randers FC sikrer sig fransk angriber

Randers FC har forstærket truppen med en 21-årig fransk angriber, der har skrevet under på en to-årig kontrakt.

Randers FC fortsætter oprustningen henimod SAS Liga-premieren i næste uge.

Klubben har tegnet en to-årig kontrakt med den 21-årige franske angriber Bedi Buval, der i den seneste måneds tid har deltaget i den daglige træning i Randers FC og deltaget i to testkampe.

- Han er en utrolig spændende spiller, der har imponeret Colin Todd (klubbens træner, red.) både til træning og i kamp. Han er hurtig, kropsstærk og pågående, lige den angrebstype, som vi har søgt efter, udtaler Randers FC's sportschef, Kim Ziegler, i en pressemeddelelse.

Bédi Buval har spillet sine ungdomsår i Nancy og engelske Bolton og spillede indtil skiftet til Randers FC for klubben Red Star i den franske CFA-liga, hvori også den tidligere Randers-topscorer Djiby Fall optrådte for klubben Vitré.