Randers FC rykker op på førstepladsen efter sejr over Lyngby

Her til aften vandt kronjyderne 2-0 i en dramatisk kamp

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

1 af 3

Det kronjyske Superligahold fra Randers mødte fredag aften Lyngby Boldklub på hjemmebane, og i en kamp med masser af drama, rødt kort og et brændt straffe snuppede værterne alle tre point. Dermed rykkede holdet op på ligaens førsteplads.

Opgøret begyndte ellers med Lyngby mest på bolden, og de i dagens anledning gulblusede nordsjællændere kombinerede fint på Randers’ banehalvdel uden dog at blive rigtig farlige. Og så slog de lyseblå til i den anden ende.

Et præcist slået hjørnespark fra Kasper Fisker endte efter 26 minutters spil hos Erik Marxen, der kanonerede læderet op i nettaget. 1-0 til Randers. Herefter bølgede spillet frem og tilbage, indtil en kontroversiel situation kort før pauseteen resulterede i endnu en Randers-scoring.

Erik Marxen bragte Randers FC foran 1-0 Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Efter et hjørnespark til Lyngby var der tumult på kanten af hjemmeholdets målfelt, og tv-billeder har efterfølgende vist, at Mads Agesen faktisk skulle have haft rødt kort for at sparke en Lyngby-mand ned. Det protesterede udeholdets spillere da også heftigt for, men under al forvirringen valgte Mikael Ishak så at udbygge føringen.

Han blev sendt af sted i dybden af Kasper Enghardt og alene igennem med Lyngby-keeperen var han iskold og scorede fladt. 2-0 var derfor stillingen ved pausen.

2. halvleg blev om end mere dramatisk og intens end første. Det helt store højdepunkt kom med 20 minutter tilbage af kampen.

Her kom Lyngbys Jeppe Kjaer helt igennem og afdriblede Hannes Halldorsson i Randers-buret. Men på stregen kom Mads Fenger til og reddede bolden. Desværre for ham og kronjyderne var det med hånden, og det røde kort til Fenger var indiskutabelt.

Straffesparket valgte gæsternes Mikkel Rygaard så at brænde, og stormløbet, der fulgte mod værternes mål, blev ikke udnyttet. Randers FC vandt dermed 2-0.

Med sejren og de tre point rykker Randers FC op på rækkens førsteplads. Tre hold, der først spiller senere i runden, har dog mulighed for at erobre den tilbage.