Randers FC raser over AGF
AGF's karantæne af seks spillere øger risikoen for, at Randers FC rykker ned.
10. maj 2005, kl. 13:56
Mere end 30 dage gammel
Fodboldklubben Randers FC raser over superligakollegerne fra AGF.
Randrusianerne er utilfredse med, at AGF har valgt at give karantæne til seks spillere, der i weekenden tog i byen efter et nederlag til AaB. Karantænen betyder, at de seks spillere ikke er med, når AGF på mandag møder Herfølge.
Netop Herfølge kæmper ligesom Randers FC for at undgå nedrykning.
- Jeg er lidt irriteret over det. Jeg kan godt forstå, at AGF skrider til handling, men det er ærgerligt, at det går ud over os, siger Randers FC's direktør, Jacob Nielsen.