Randers FC - nu med storskærm
Randers FC vil lokke flere tilskuere på stadion. Derfor investerer klubben i en storskærm.
Randers FC hjemmebane, Essex Park Randers, kommer nu på linje med danske fodboldstadions som SAS Arena, Brøndby Stadion og Farum Park - i hvert fald hvad angår storskærme!
Ja, endda ikke kun på linje - Randers FC's nye storskærm på 37 kvadratmeter bliver provinsens største, på landsplan kun overgået af storskærmen i Parken. Det skriver Randers FC på sin hjemmeside.
Storskærmen skal bruges til at give publikum endnu en oplevelse, når de er på Essex Park Randers. Den skal bruges til at informere publikum omkring startopstillinger, udskiftninger med mere.
Men endnu vigtigere skal den bruges til at underholde tilskuerne med replays af mål og øvrige højdepunkter i løbet af kampen. Vores forhåbninger, og de erfaringer der er fra bl.a. Sverige omkring storskærme, viser, at de ligeledes er en medvirkende faktor til flere tilskuere på stadion.
- På sigt har vi således planer om at udvide konceptet for storskærmen med bl.a. konkurrencer, underholdning og meget mere, udtaler Randers FC's administrationschef, Jesper Hansen.
Storskærmen skal placeres ved siden af stadionuret i nordenden af Essex Park Randers og forventes at blive indviet i forbindelse med Randers FC's hjemmekamp mod AGF den 16. september eller den efterfølgende hjemmekamp.