Randers FC-målmand: Det bliver sværere
Kronjyderne skal ikke forvente sejre med tenniscifre i den kommende uges kampe mod Suduva fra Litauen, spår Kevin Stuhr Ellegaard.
I første runde af kvalifikationen til Europa League ekspederede Randers FC tidligere på måneden Linfield fra Nordirland ud af turneringen. Dette skete med en samlet sejr på 7-0.
På torsdag tager truppen til Litauen, hvor kronjyderne skal møde FK Sudova.
Selv om de litauiske pokalvindere ikke siger de fleste danske fodboldtilhængere ret meget, så bliver det sandsynligvis denne gang en noget sværere opgave at komme videre i turneringen.
- Det bliver ikke en kamp, vi går ned og vinder 2-0 eller 3-0. Det er en helt anden modstander, som man - med al respekt for Linfield - slet ikke kan sammenligne. Det bliver meget sværere denne gang. Suduva har mange langt bedre spillere og er teknisk meget stærkere, siger Randers FC's målmand, Kevin Stuhr Ellegaard, til Randers Amtsavis.
Den første kamp mod FK Sudova spilles i Marijampolé i morgen, torsdag, klokken 19.00 dansk tid. Returkampen bliver spillet på Essex Park Randers en uge senere.