Randers FC lejer forsvarstalent
Randers FC har hentet 21-årige Marc Pedersen i Vejle. Forsvasspilleren har skrevet under på en lejeaftale indtil 2011.
Randers FC får tilført nyt blod til de bagerste rækker. Marc Pedersen kommer til klubben på en lejeaftale.
Den 21-årige forsvarsspiller kommer til fra Vejle Boldklub.
- Jeg er glad for at have fået chancen for at komme til Randers FC og søge nye udfordringer. De går på at spille Superligafodbold, og selv om det i første omgang er for en kort periode håber jeg, at kunne vise Randers, at klubben og Superligafodbold er noget for mig, siger Marc Pedersen, der senest spillede i landets bedste række, da Vejle var med i 2008/2009-sæsonen.
Randers FCs træner Ove Christensen kender Marc Pedersen fra deres fælles tid i Vejle.
- Vi byder Marc velkommen i Randers FC, og fra min tid i Vejle ved jeg, at vi får en seriøs og målrettet spiller, der ved hvad han vil med sin fodboldkarriere. Han er en kompromisløs forsvarsspiller med et stort fighterhjerte, hvor hans spidskompetencer er hovedspillet og én-mod-én situationerne, lyder skudsmålet fra træneren.