Randers FC kunne dufte Europa League-billet - så gjorde Brøndby det onde
Brøndby vendte 0-2 til 4-2 mod Randers FC og skal dermed spille kvalifikation til Europa League i næste sæson.
Da der var spillet 51 minutter af fredagens vigtige kamp om den sidste europæiske billet i Superligaen, var Randers FC foran 2-0 mod Brøndby.
Men på 17 minutter fik Brøndby vendt kampen og sikret en 3-2-føring.
Læs også
Til allersidst blev føringen efter et randrusiansk selvmål øget til slutresultatet, som altså betyder Brøndby-deltagelse i Europa League-kvalifikationen næste sæson.
Kallesøe startede føring
Dermed får de blågule lidt oprejsning efter en ellers skuffende sæson, der har budt på en fjerdeplads i ligaen, trænerfyring og en tabt pokalfinale.
De to hold lagde begge fra land i en meget direkte stil, der resulterede i flere kontraangreb og fine chancer i begge ender.
Fredagens gæster var det første hold på måltavlen, da Mikkel Kallesøe fik lov til at drive bolden fra midterlinjen mod et passivt Brøndby-forsvar og til slut sparke bolden fladt i mål til 1-0.
Læs også
Værre blev det for Brøndby kort inde i anden halvleg.
Et Randers-angreb endte efter 51 minutter ved lejesvenden Mads Aaquist, som tæmmede bolden i feltet og øgede til 2-0 for gæsterne.
Stormløb mod Randers-målmand
Men Brøndby lagde sig ikke ned. Blot fire minutter senere fik Brøndby-polakken Kamil Wilczek for tredje kamp i sæsonen scoret mod Randers. Denne gang med et hovedstød, som reducerede Randers' føring til 2-1.
Den reducering indledte et sandt stormløb mod Carlgren i Randers-målet, der gav afkast 12 minutter senere, da Brøndbys tyske midtbanespiller Dominik Kaiser flot flugtede udligningen i mål til 2-2.
17 minutter efter Wilczeks reducering blev Brøndby-comebacket fuldendt.
En indøvet detalje på et hjørnespark endte ved Brøndby-indskifteren Besar Halimi, som sparkede bolden fladt i mål til 3-2.
Til sidst blev det også 4-2 til hjemmeholdet på et selvmål af den indskiftede Randers-angriber Emil Riis.
Brøndby indløser sin europæiske billet i første kvalifikationsrunde til Europa League, som spilles 11. og 18 juli. Brøndby er seedet i lodtrækningen, der finder sted den 19. juni.
VIDEO: Kom med ind bag kulissen på Randers FC's hjemmebane, Cepheus Park: