Randers FC kan sende Vejle ned

Hvis kronjyderne søndag slår Vejle, betyder det, at den traditionsrige sydøstjyske klub rykker ned.

For Randers FC's spillere betyder søndagens opgør formentligt ikke det helt store. Kronjyderne har haft en fin sæson, og er sikre på en slutplacering i den bedste halvdel af superligaen.

Desuden skal det gå meget galt, hvis ikke holdet får en plads i Europa League - tidligere uefa-cuppen - gennem sin placering på Fair Play-listen.

Men for Vejles spillere står der intet mindre end overlevelse på dagsordenen. Hvis klubben taber, rykker klubben ned.

Det ændrer dog ikke ved, at Randers FC ifølge bookmakerne er favoritter. En sejr til Randers giver således pengene 1,60 gange igen hos Danske Spil, mens tre point til Vejle betyder pengene hele fire gange igen.