Randers FC jagter tredje sejr i streg
Kronjyderne har gode kort på hånden for at sikre sig sejr nummer tre på stribe. Onsdag aften skal de møde AC Horsens.
Det går godt for Randers FC i øjeblikket. De to seneste kampe er vundet. Senest gik det ud over FCM, som på hjemmebane blev slået 2-0 på mål af Issah Ahmed og Tiago Targino.
Onsdag aften tager kronjyderne så imod nedrykningstruede AC Horsens.
- Jeg tror, det bliver en meget lige kamp. AC Horsens vil være meget tændte. De kæmper hårdt for at undgå nedrykning, og den kamp er kun blevet endnu hårdere, fordi Vejle fik point mod AaB. Når vi møder AC Horsens, kunne det være rart, hvis vi både kunne få spillet og indstillingen til at fungere, siger Randers FC's cheftræner John "Faxe" Jensen til bold.dk.
Hos Danske Spil tror man på Randers FC. En hjemmesejr giver således blot pengene 1,65 gange igen, mens en udesejr til AC Horsens ganger indsatsen med 4,45.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender direkte fra Essex Park i aften. Det er fra klokken 19.30.