Randers FC indgår forlig med målmand
Randers FC og degraderet målmand, er enige om en aftrædelsesordning, og målmanden kan nu frit skifte klub.
Den degraderede målmand, Martin S. Jensen stopper øjeblikkeligt i Randers FC og er fri til at finde en ny klub.
Målmanden var efter købet af Kevin Stuhr-Ellegaard blevet degraderet til SAS Liga-klubbens
ungdomstrup, men efter lange forhandlinger er det nu lykkedes parterne at blive enige om en aftrædelsesaftale.
Spillerforeningen har været inde over sagen, som på mange måder kørte helt af sporet. Først fordi nyheden om købet af Stuhr-Ellegaard blev lækket via pressen, inden klubben nåede at
give ham besked.
Tudefjæs
Senere blev tonen skærpet yderligere mellem parterne, da Martin S. Jensen følte sig dårligt behandlet af klubben, hvilket fik Randers FC's direktør, Jacob Nielsen, til at omtale
målmanden som et "tudefjæs". Det fik Spillerforeningen på banen.
- Randers FC udviser en uacceptabel og illoyal adfærd i deres tilsvining af Martin S. Jensen i pressen. På det moderne arbejdsmarked gør man meget ud af at vise sine medarbejdere, at
de er værdsatte, men den udvikling er tilsyneladende ikke kommet til Randers endnu, sagde direktør for Spillerforeningen, Mads Øland, ved den lejlighed.
Nu er situationen løst, og ingen af parterne ønsker at kommentere yderligere på sagen.
/ritzau/