Randers FC i medvind

Oprykkerne vandt overraskende 1-0 over OB

Med et 1-6-nederlag i bagagen mod Sønderjyske var Randers ikke spået mange chancer på udebane mod ambitiøse OB & kom dermed på pointtavlen i Superligaen.

Den tidligere Lyngby-spiller Lasse Rise blev matchvinder for Randers, da kantspilleren efter en times spil udnyttede en friløber - serveret af holdkammeraten Ronnie Schwartz - og udplacerede OB-keeper, Jesper Christiansen.

De tre point kom på et vigtigt tidspunkt for Randers, som med en sejr over et af de bedre hold i ligaen beviser, at holdet kan være med i den bedste række.

Randers-direktør Jacob Nielsen har tidligere udtalt, at det er essentielt ikke at blive fanget nede i bunden af Superligaen, for så kan man let komme til at hænge fast dernede i hele sæsonen.

OB brændte straffespark
OB fik ellers en gylden mulighed for at bringe sig foran 10 minutter før pausen, da Randers-stopperen Remco van der Schaaf begik et klodset straffespark på Hans Henrik Andreasen.

OB'eren Espen Ruud sparkede dog svagt på Randers-keeper David Ousted, som ikke alene snuppede straffesparket, men også tog det efterfølgende skud fra Emil Larsen, som forsøgte at følge op på returbolden.

Det er den slags aktioner, som kan give Randers mere tro på, at oprykkerklubben kan redde sig endnu en sæson i Superligaen.

David Ousted, som stod en skidt kamp i sidste weekends rundbarbering af Sønderjyske, fortsatte sit solide målmandsspil i anden halvleg, hvor OB pressede på for et sejrsmål.

Ousted stod også i vejen i overtiden, da han fornemt reddede indskiftede Morten Skoubos hovedstødsforsøg.

Randers har nu tre point efter to kampe, og det har OB også efter sidste weekends premieresejr på udebane over Brøndby.