Randers FC i frit fald
Oplevelsestur skal styrke sammenholdet i truppen og få dem til at spille bedre på banen.
Fodboldtrøjer- og støvler var skiftet ud med hjelme og rapellingudstyr, da Randers FC i dag var på oplevelsestur på Friluftscenter Sprækkebjerg i Hammel.
20 spillere var af sted med assistenttræner Stig Tøfting i spidsen.
Og der var nok at se til for spillerne i de mere uvante rammer.
Rappelling ned af en 18 meter høj væg med hovedet forrest, en 32 meter høj klatrepæl, wirebane og militær forhindringsbane var blandt oplevelserne, som altså i sidste ende skal give mere humør i truppen og skabe bedre resultater på banen.
Om det sker kan vi måske allerede få at se i Randers FCs næste kamp i Superligaen, som foregår den 21. oktober ude mod FC Nordsjælland på Farum Park.