Randers FC i fint selskab
Randers FC og AGF deltager senere på måneden i en turnering med nordiske topklubber.
Fodboldklubben Randers FC får allerede om to uger mulighed for at prøve kræfter med nogle af de klubber, der står på programmet, hvis det lykkes holdet at sikre sig oprykning til superligaen.
Holdet deltager 18. januar i Spar Nord Nytårs Cup, der foregår på en indendørsbane i Gigantium i Aalborg. Randers FC er den eneste af de ti deltagere, der til daglig spiller i 1. division - de øvrige er fra den bedste række. Randers skal i første omgang lægge arm med AB, AaB og OB fra den danske superliga samt Örgryte fra den svenske liga, mens naboklubben AGF i den anden pulje skal møde Herfølge, FC Midtjylland, Esbjerg og norske Stabæk.
Klubberne kæmper om en samlet præmiesum på 100.000 kroner, og arrangørerne forventer mellem 3000 og 4000 tilskuere til turneringen.