Randers FC hylder sine helte
Randers FC hylder det hold, der for 30 år siden vandt både pokalmesterskab og DM-sølv.
7. nov 2003, kl. 12:48
Mere end 30 dage gammel
Trods masser af succes i den næstbedste fodboldrække er Randers FC langt fra de triumfer, holdet fejrede for 30 år siden.
Det daværende Randers Freja vandt i 1973 både pokalmesterskab og DM-sølv, og holdet står derfor for den største præstation i klubbens mere end 100 år lange historie.
For at vise holdet fra 73, at deres succes ikke er glemt, har tilskuerne på Randers Stadion søndag mulighed for at hylde de gamle helte, der vil være til stede under hjemmekampen mod Ølstykke.
Det er den mangeårige Freja-leder Junge Pedersen, der har arrangeret jubilæet for det mest succesfulde Randers-hold nogensinde.