Randers FC henter svensk målmand i Tyrkiet
Den islandske målmand Hannes Halldórsson forlod for nylig Randers FC. Nu har klubben hentet erstatningen
Siden salget af den islandske landsholdsmålmand Hannes Halldórsson har Randers FC manglet et klart førstevalg på målmandspositionen. Han kommer formentlig nu.
Randers FC har nemlig købt den 26-årige svensker Patrik Carlgren hos tyrkiske Konyaspor. Målmanden får en tre år lang kontrakt.
- Vi vidste, at et sommersalg af Hannes Halldórsson kunne blive et tema, så vi har selvfølgelig afsøgt markedet for at være bedst muligt rustet på keeper-positionen. Der har vi fundet frem til et godt match med Patrik Carlgren, som passer virkelig godt ind i forhold til den profil, vi søger på pladsen, siger sportslig og kommerciel direktør, Søren Pedersen, i en pressemeddelelse.
- Derudover kender han jo i forvejen til dansk fodbold, hvilket vi også ser som et plus. Han er sulten efter at bevise sig selv, og det får han nu muligheden for i konkurrence med vores to andre dygtige målmænd, fortsætter han.
Vandt U21-EM med Sverige
Patrik Carlgren kender til dansk fodbold, fordi han i 2017 var på et kort visit i FC Nordsjælland. Før det var han fast mand for AIK i hjemlandet.
- Han er utroligt reaktionsstærk, god med fødderne og god til at komme ud i feltet. Han har været et kæmpestort talent, som mangler at få det sidste forløst, og det er jeg sikker på, at han får i Randers FC, siger Søren Pedersen.
Nyindkøbet var målmand for det svenske U21-landshold, der i 2015 vandt EM. Derudover var han i 2016 tredjemålmand i Sveriges EM-trup. Han har spillet en a-landskamp.
- Det er en god mulighed for mig, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Superligaen. Randers FC er en klub, der skal ovenpå igen efter den skuffende sidste sæson, og det ser jeg frem til at bidrage til. Jeg vil vise, at jeg stadig er en rigtig god målmand, og jeg kan simpelthen ikke vente med at komme i gang med sæsonen, som jo starter snart, lyder det fra Patrik Carlgren.
Keeperen træner for første gang med sine nye holdkammerater i Randers FC mandag formiddag. Han får nummer 1 på ryggen.