Randers FC på rov hos superliga-konkurrenter
Kronjyderne henter André Rømer i OB med øjeblikkelig virkning
Superligaklubben Randers FC har hentet forstærkning hos konkurrenterne fra OB.
Kronjyderne har tidligere meldt ud, at de ønsker at udvide den smalle trup, efter at de i sommerpausen har sagt farvel til flere spillere.
Læs også
Nu er der så kommet blæk på endnu en konkrakt. Randers FC har skrevet under på en treårig aftale med André Rømer, der tidligere har spillet for OB og FC Midtjylland.
25-årige André Rømer trækker i Randers-trøjen med det samme og møder allerede sine nye holdkammerater på træningsbanen i dag, torsdag.
Cheftræner Thomas Thomasberg forventer, at André Rømer med det samme er klar til at kæmpe om en plads i startopstillingen.
- Nu skal han vise, at han vil det og være klar fra start, for ingen er garanteret spilletid. Derudover skaber tilgangen af André også en nødvendig kamp om pladserne, så alle i truppen forhåbentlig bliver endnu skarpere, siger Randers-træneren til klubbens hjemmeside.
Den helt rigtige sult til
André Rømer kan både spille i forsvaret og på midtbanen. Efter at have spillet flere end 100 Superliga-kampe for FC Midtjylland har det været småt med spilletid under opholdet i OB det seneste halve år.
Sportsdirektør i Randers Søren Pedersen er dog overbevist om, at André Rømer kan vende tilbage til niveauet fra tidligere.
- Vi er sikre på, at han har den helt rigtige sult til at kæmpe for Randers FC og vise, at han er lavet af det stof, som vi søger her i klubben.
André Rømer kan få debut allerede på søndag, når Randers FC på udebane spiller lokalopgør mod AC Horsens.
TV2 ØSTJYLLANDs Kasper Skipper mødte Randers FC-cheftræner Thomas Thomasberg umiddelbart inden sæsonpremieren. Se Facebook-interviewet nedenfor: