Randers FC har mulighed for Europa League

Randers FC er rykket op på en tredjeplads i DBU's Fair Play Konkurrence.

Mens Randers FC kæmper for at undgå nedrykning i SAS-Ligaen, så har spillerne vist så meget fairplay inde på banen, at kronjyderne nu bejler til en plads i Europa League i næste sæson.

Konkurrencen toppes af FC København. Men hvis københavnerne som ventet vinder mesterskabet, så går pladsen til nummer to på listen, som er FC Nordsjælland.

Hvis FC Nordsjælland vinder pokalfinalen mod FC Midtjylland, ja så går billetten til Europa League til Randers FC, der indtager tredjepladsen på Fair Play Listen.

Undgår kronjyderne at få tildelt gule og røde kort i de sidste kampe i SAS-Ligaen, kan holdet i teorien gå forbi FC Nordsjælland på andenpladsen.

Det er UEFA, der uddeler de ekstra Europa League-billetter ud. I alt gives der en ekstra europæisk billet til tre nationer, og hvem det er afgøres ud fra det europæiske fodboldforbunds overordnede Fair Play-rangliste. Her ligger Danmark for øjeblikket nummer to efter Norge, mens Skotland indtager tredjepladsen.