Randers FC hæmmet af Nygaard-skade
Randers FC blæste til angreb fra første fløjt mod Esbjerg. Men da skadet Marc Nygaard måtte udgå, ebbede offensiven ud.
Fodboldklubben Randers FC forsømte muligheden for at tage spidsen i SAS Ligaen, da det lørdag aften på hjemmebane blot blev til skuffende 1-1 mod Esbjerg.
Kronjyderne lagde ellers fornuftigt ud og satte Esbjerg under konstant pres fra første fløjt. Det var derfor stik imod spil og chancer, da vestjyderne efter 11 minutter bragte sig foran på straffespark.
Randers-backen Jan Frederiksen tog klodset armen til hjælp i det kriminelle felt, og fra 11 meter-pletten eksekverede Martin Vingaard sikkert.
Et kvarter senere bragte randrusianerne balance i regnskabet, da kronjydernes angriber Marc Nygaard blev nedlagt i det modsatte straffesparksfelt. Marc Nygaard omsatte selv det efterfølgende straffespark til et mål.
Samme Marc Nygaard var indtil sin scoring en konstant trussel for Esbjerg-forsvaret, men efter at han senere i 1. halvleg måtte udgå med en skade, var det slut med de gode offensive Randers-takter.
Resten af kampen var en jævn kedelig affære, og først da Esbjergs Nicolai Høgh blev vist ud små 20 minutter før tid, vågnede kronjyderne en smule op. Randers havde et enkelt skud på stolpen, men tættere kom bolden ikke på netmaskerne - kampen endte 1-1.