Randers FC fortsætter stime
Randers FC på femtepladsen efter sejr i Aalborg. Kronjyderne vandt kampen mod AaB med 2-1.
Randers er inde i en gylden sejrsrække på nu fire sejre i træk, og holdet overhaler med de tre point samtidig AaB i tabellen.
Det begyndte ellers bedst for nordjyderne, der kom foran efter 25 minutter på et pragtmål af Thomas Augustinussen.
AaB-anføreren, som skifter til Red Bull Salzburg til sommer, havde måske nærstuderet Ailton Almeidas scoring for FC København i lørdagskampen, for fra en ligeså spids vinkel som brasilianeren fik den defensive midtbanespiller hamret bolden i mål via tværribben.
Men lykken varede kort tid. Minuttet efter udlignede anførerkollega Marc Nygaard, da han udnyttede svagt og passivt forsvarsspil af Michael Beauchamp.
Kort efter humpede SAS Ligaens topscorer - med nu 13 mål - ud med en mindre skade. Men Randers har flere angribere, som kan score mål, og efter knap en times spil blev Bedi Buval matchvinder for Randers med sit sjette sæsonmål.