Randers FC-forsvarer: Kan ikke brokke mig i vores situation
Jonas Bager er ikke enig i Rasmus Bertelsens beslutning om at bænke ham, men den unge stopper kan ikke brokke sig, når det går som det går i Randers
Randers FC er i drabelig playoff-duel med FC Helsingør efter 1-1 på sjællændernes hjemmebane i weekenden.
I den kamp var Jonas Bager bænket til fordel for Erik Marxen, der udgjorde midterforsvaret sammen med Kasper Enghardt.
Og det ærgrer den 21-årige midtstopper, der føler, at det ville gavne hans udvikling at få mange flere kampe i benene.
- Alle vil jo gerne spille fast, det vil jeg også. Og jeg tror også, at jeg ville blive endnu bedre af at spille 10-15 kampe - eller en hel sæson - i streg, hvis man gør det godt nok til det, siger Jonas Bager i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup.
Læs også
- Kan ikke brokke mig
Indtil videre har Jonas Bager fået spilletid i 23 kampe i denne sæson, hvoraf det er blevet til 90 minutter i 17 af dem.
Han anerkender, at konkurrencen er hård i midterforsvaret, hvor Kasper Enghardt, Mads Agesen og senest Erik Marxen kæmper med om minutterne.
Læs også
- Vi har nogle rigtig gode stoppere i vores klub, så jeg har heller ikke været bleg for at sige, at hvis andre spiller, så bakker man dem op, lyder det fra Jonas Bager, der dog ikke får noget ud af at brokke sig, når han må tage plads på bænken.
- På den anden side vil jeg heller ikke sige, at jeg er enig i trænerens valg. For jeg vil gerne selv spille. Men i den situation, vi er i nu, der har jeg ikke lyst til at stille mig op og skabe røre i vandene ved at brokke mig til træning
SIF-keeper: Skal vise, man er stabil
I Silkeborg deler målmændene Peter Friis Jensen og Thomas Nørgaard mange af kampene mellem sig.
Og selvom man en gang imellem bliver sat på bænken, så skal man ikke overpræstere til træning og i kamp, for at vinde pladsen tilbage. Her er det kontinuiteten, der tæller.
- Jeg skal ikke ud og vise, at jeg kan gribe alle bolde i hele feltet. Det er jo over en længere tid, man viser, at man er stabil. Og selvfølgelig har man gode og mindre gode træninger, men som målmand gælder det om at vise over en længere periode, at ens niveau er opadgående, siger Peter Friis Jensen, der også var i panelet i ugens fodbolddebat.
Returopgøret mellem Randers FC og FC Helsingør spilles på BioNutria Park på søndag klokken 12:00, mens Silkeborg IF først skal fokusere på Pokalfinalen torsdag klokken 17:00 mod Brøndby IF, inden returopgøret mod Lyngby venter søndag klokken 14:00.
Det blev en længere debat om det at ryge ind og ud af holdet. Se hele den øverst på siden - og se hele ugens Fodbold med Horup herunder.