Randers FC fik uafgjort i Brøndby

Trods massivt Brøndby-pres i 2. halvleg lykkedes det kronjyderne at holde stand. Kampen endte 1-1.

Kriseramte Brøndby IF formåede ikke at hente tre point mod Randers FC, der de seneste seks uger har været i frit fald i landets bedste fodboldrække. Kampen sluttede 1-1 og dermed ligger Brøndby fortsat på næstsidstepladsen, mens Randers er placeret midt i tabellen.

Randers FC's Carsten Fredgaard fik efter 16 minutters spil hele Brøndby Stadion til at bævre, da han headede Randers FC i front med 1-0 i en situation, hvor Thomas Rytter svigtede sin markering.

Selv om Brøndby var sendt til tælling og frem mod pausen spillede idéforladt, så blev der straks fra anden halvlegs start blæst til angreb. Morten "Duncan" Rasmussen fik fem minutter efter pausen headet 1-1-udligningen i mål.

Randers FC, der efter sæsonens fire første runder lå på SAS Ligaens førsteplads med maksimumpoint, har nu 15 point på sjettepladsen.