Randers FC fik oprejsning
Kronjyderne formåede at vaske ydmygende 1-6-nederlag af sig mod SønderjyskE. Men det holdt hårdt.
Forskellen på succes og fiasko er ofte temmelig lille i fodbold.
Sent mandag eftermiddag skulle Randers FC forsøge at revancere sig efter den fornærmende ringe indsats mod FC Nordsjælland tre dage tidlige. En kamp, kronjyderne tabte 1-6.
Små 20 minutter før tid var der dog ikke meget, der tydede på, at Randers FC skulle hive sejren hjem i mandagens hjemmekamp. Gæsterne fra SAS Liga-bundproppen SønderjyskE havde netop udlignet til 1-1 på frispark og var dermed på vej til tildele hjemmeholdet endnu et skuffende pointtab.
Kun ét minut senere lå bolden dog i netmaskerne i den modsatte ende af banen efter et hovedstødsmål af Randers-angriberen Søren Berg. 2-1 og succesen var hjemme!
Og yderligere fire minutter senere var den kronjyske triumf total. Efter et flot, gennemspillet Randers-angreb flugtede indskiftede Bédi Buval akrobatisk bolden i mål til 3-1, og dermed var kampen reelt afgjort.
Dårlig 1. halvleg
Trods den overbevisende 3-1-sejr havde Randers FC dog ikke meget at byde på i de første 45 minutter. SønderjyskE formåede i store dele af 1. halvleg at presse hjemmeholdet tilbage på banen, og sønderjyderne kom da også frem til flere scoringschancer.
Allerede efter få minutter var det således kun tilfældighedernes spil, der var årsag til, at der ikke blev scoret under et klumpspil foran Randers-målet. Heldigvis for kronjyderne havde målmand Kevin Stuhr Ellegaard mod SønderjyskE en langt bedre dag end i fredags på Farum Park mod FC Nordsjælland.
Efter pausen spillede kronjyderne sig gevaldigt op, men der skulle dog et straffespark til, før der blev åbnet op for scoringen. Randers-topscorer Marc Nygaard blev nedlagt i feltet, og trods store protester fra gæster pegede dommer Lars Christoffersen på straffesparkspletten.
Netop straffespark er én af Marc Nygaards yndlingsøvelser, og han sendte da også uden problemer bolden forbi SønderjyskE-keeper Henrik Ipsen til 1-0. I øvrigt Nygaards 11. sæsonscoring.
Målet satte i den grad tryk på kedlerne fra begge sider, men i sidste ende var det altså randrusianerne, der kunne sætte tre yderst vigtige point ind på kontoen.
Med sejren rykker Randers FC forbi AGF i tabellen og ligger igen på SAS Ligaens sjetteplads.
Du kan se et tv-indslag om mandagens kamp mod SønderjyskE ved at klikke i boksen ovenfor til højre.