Randers FC får sportschef
Klubbens talentspejder bliver forfremmet
Randers FC har nu valgt at udnævne en decideret sportschef. Det bliver Peter "PC" Christiansen, som indtil nu har været talentspejder i klubben.
Peter "PC" Christiansen har været chefscout siden 2007, men skal nu indgå i klubbens sportslige ledelse sammen med direktør Jacob Nielsen og træner Colin Todd.
Direktør Jacob Nielsen glæder sig til samarbejdet.
- Vi har igennem mange år kunnet se PCs evner som chefscout. Desuden kender han alt til klubben, han har været med til at udarbejde vores røde tråd, og han kan som sportschef være med til at sikre kontinuiteten af den denne i hele den sportslige organisation i Randers FC. PC har været med i både op- og nedgangstider i Randers FC, og den proces har været lærerig for både ham og klubben, og derfor vurderer vi, at PC er den bedste til at bestride posten som sportschef, siger Jacob Nielsen, direktør i Randers FC, i en pressemeddelelse.
Hovedpersonen selv ser også frem til den nye udfordring.
- Det bliver superspændende for mig, og jeg føler et stort ansvar overfor de opgaver, der følger med. Men jeg føler mig også godt rustet til jobbet gennem de mange op- og nedture, som vi har haft de seneste år, siger Peter "PC" Christiansen.
Peter "PC" Christiansen kom til Randers FC som superligaspiller i 2006, hvor han nåede at spille 17 kampe, inden han måtte stoppe sin spillerkarriere på grund af en alvorlig knæskade.