Randers FC får ny formand
Torben N. Hansen siger farvel og tak som formand. Svend Lynge Jørgensen siger god dag.
Et stort arbejdspres gør, at Torben N. Hansen nu stopper som formand for bestyrelsen i Randers FC. Han fortsætter dog sit engagement i Randers FC som menigt bestyrelsesmedlem i såvel Randers FC A/S som Randers FC Holding A/S.
På begge poster afløses han af Svend Lynge Jørgensen.
- Vi må acceptere og respektere, at Torben N. Hansen ikke fremover kan afse den nødvendige tid til den krævende opgave som formand for Randers FC A/S. Jeg benytter lejligheden til at takke ham for det enorme stykke arbejde, han har gjort for fodbolden i Randers. Det glæder mig, at Torben har indvilget i at fortsætte som menigt medlem i begge bestyrelser, siger Peter Halvorsen, formand for Randers FC Holding A/S, til klubbens hjemmeside.