Randers FC er på tredjepladsen
Kronjyderne vandt på udebane med 2-0
Randers FC fik en drømmestart på kampen og den nye forårssæson, da de på udebane nedlagde Brøndby IF med 2-0.
Det startede godt for Randers FC i Brøndby, da Brøndbys Martin Albrechtsen trak i nødbremsen efter kun seks minutters spil og begik straffespark. Det skal lige tilføjes, at der ikke burde være dømt straffe, eftersom billederne efterfølgende viste, at det blev begået udenfor feltet.
Men Ronnie Schwartz, der bestemt har vist, at han har mål i støvlerne, blev sat til at agere bøddel mod Brøndby - og det gjorde han med en sikker scoring.
Det var et presset Brøndby-mandskab, der blev udklasseret af de stærke kronjyder, der godt ti minutter før tid kunne øge til 2-0 ved Nicolai Brock-Madsen.
Sejren betyder nu, at Randers FC indtager en fornem tredjeplads med 34 point - kun fire point op til FC Nordsjælland på andenpladsen.
Brøndby bliver i bunden med kun 17 point.