Randers FC dropper medaljedrømme
Randers FCs målsætning om medaljer senest i år 2012 er droppet, men direktøren ser stadig lyst på fremtiden.
Randers FC overvintrer under Superligaens nedrykningsstreg med bare otte point i 18 kampe. En placering, der står i skarp kontrast til den målsætning, som den ambitiøse klub formulerede tidlligere på året.
Derfor lyder der nu nye toner fra det kronjyske fodboldflagskib.
- Det er klart, at den udmelding om medaljer inden for tre år, som vi kom med i sommer; den kommer vi ikke til at nå. Dertil er vi for hårdt ramt af de 17 kampe uden sejr. Men den opbakning fra tilskuere og sponsorer, som vi trods krisen oplever, bekræfter mig i, at Randers FC vil være en del af top 6 i Danmark. Jeg er også sikker på, at vi på sigt vil blive en top 4-klub. For tilskuere og sponsorer er de vigtigste parametre for en fodboldklub, og dér står vi stærkt, siger Randers FCs direktør Jacob Nielsen til Randers Amtsavis.