Randers FC dropper jagt på angriber

Kronjyderne vil gerne udvide truppen med endnu en angriber. Det bliver dog næppe i denne omgang, spår klubbens direktør.

Randers FC's direktør, Jacob Nielsen, putter sandsynligvis tegnebogen tilbage i baglommen - i hvert fald for en stund.

Klubben har i løbet af det nuværende transfervindue sikret sig fem nye spillere, og det kan også ende med at blive slutfacit.

Ifølge Randers Amtsavis har den randrusianske ligaklub ellers arbejdet på at finde en angriber, der kunne blive det sjette indkøb i kurven, men ifølge Jacob Nielsen er det tvivlsomt, om det lykkes i denne omgang.

- Som det ser ud lige nu og her tror jeg ikke, at der kommer en ny angriber i dette transfervindue. Vi har både været ude at kigge på spillere og haft nogle til prøvetræning, men det handler om pris i forhold til kvalitet, og der har vi endnu ikke fundet den optimale løsning,« siger Jacob Nielsen til avisen.