Randers FC deler træner med AaB
Randers FC har ansat en ny fysisk træner, som skal dele sin tid mellem kronjyderne og superligakonkurrenterne fra AaB.
Ashley Toodle er manden, der skal forsøge at gøre Randers FCs spillere stærkere. I dag offentliggjorde klubben, at den 49-årige britte er ansat som ny fysisk træner indtil efterårssæsonen er slut.
Toodle har de seneste to år været fysisk træner i superligaklubben AaB, et job han beholder, selvom han nu tiltræder i Randers.
- Jeg kommer til Randers to gange ugentligt for at tage mig af spillernes fysiske form. De har i denne sæson været igennem nogle fornuftige former for fysisk træning, men til forskel fra tidligere vil jeg lægge større vægt på styrketræning for derved at få oparbejdet spillernes smidighed, koordination og speed. Samtidig skal jeg rådgive Ove og den øvrige trænerstab om den passende træningsdosering, siger Ashley Toodle til Randers FCs hjemmeside.
Toodle arbejdede sammen med den nyansatte Randers FC-træner Ove Christensen i Viborg FF fra 2003 til 2006.