Randers FC-anfører: Vi er sindssygt trygge ved 'Bertel'

Mads Agesen er yderst tilfreds med, at Rasmus Bertelsen fortsætter som cheftræner i Randers FC. Bertelsen selv har hele vejen igennem følt opbakning

02:21

Kort inden fredagskampen mellem AC Horsens og Randers FC blev fløjtet i gang, kom det frem, at Rasmus Bertelsen fortsætter som cheftræner for randrusianerne.

Dermed er der - for en stund - lagt låg på rygterne om, hvem der skal stå i spidsen for det kronjyske bundhold.

Læs også Horsens og Randers nappede et point hver

I spillertruppen er man glad for valget.

- Vi er sindssygt trygge ved Bertel. Og det er ikke bare noget, jeg står og siger. Han gør et fænomenalt arbejde. Enormt forberedt og taktisk rigtig, rigtig god. Han mangler noget erfaring, men den eneste måde, han kan få det på, er ved at sidde i den stol, som han gør nu, lød det efter 1-1-kampen fra anfører Mads Agesen.

Rasmus Bertelsens rolige facon har fået både fans og eksperter til at sætte spørgsmålstegn ved, om han har det, der skal til, for at være cheftræner i Superligaen.

Vi er sindssygt trygge ved Bertel. Og det er ikke bare noget, jeg står og siger. Han gør et fænomenalt arbejde. 

Mads Agesen, anfører i Randers FC

Det er Mads Agesen slet ikke enig i. Han mener, at 'Bertel' har alt det, spillerne og klubben har brug for.

- Han sætter sig i respekt med sin faglighed. Det, han siger, er rigtigt, og vi lytter. Jeg synes ikke, der er rigtigt og forkert. Jeg synes ikke, man bør være højtråbende for at have ret hver gang. Jeg synes, han har sin egen stil, og den passer rigtig godt på det, vi har lige nu.

Hele tiden følt opbakningen

01:29

VIDEO: I interviewet vurderer Rasmus Bertelsen også indsatsen mod AC Horsens.

Luk video

Rasmus Bertelsen selv er rigtig glad for, at han kan fortsætte med at styre løjerne i den klub, han i en årrække har være både ungdomstræner, chefscout og First Team Coach i.

- Det er selvfølgelig stort at være cheftræner i det, jeg kalder min klub. Men det var ikke sådan, at det ændrede ret meget. Det var ligesom det, vi havde indstillet os på, da vi fik at vide, hvad rollen er, sagde Rasmus Bertelsen.

Siden fyringen af Ricardo Moniz har der været masser af vand i rygtemøllen, hvor især navne som Glen Riddersholm og Jakob Michelsen gang på gang er blevet nævnt. Rygterne generer dog slet ikke Rasmus Bertelsen.

- Det er nogle gode navne, og dem vil jeg også gerne høre rygter om. Men jeg tror bare, at klubben har brug for at tænke over, hvad man skal som næste skridt, siger den 34-årige træner, der hele tiden har følt, at bestyrelsen og resten af Randers FC-baglandet har bakket op omkring ham.

- Det har jeg følt hele tiden. Det er selvfølgelig rart, at der også udadtil kan blive lidt ro omkring det. Men jeg har hele tiden følt den opbakning.