Randers FC-anfører indstiller karrieren

Til sommer stiller Mads Agesen støvlerne på hylden og indstiller karrieren. Dermed siger han farvel og tak efter fem sæsoner hos kronjyderne

Mads Agesen (forrest) har valgt at stoppe sin aktive fodboldkarriere, når indeværende sæsonen er færdigspillet. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Siden sidste sommer har Mads Agesen båret anførerbindet i Randers FC, men nu skal der køres en erstatning i stilling, da den 35-årige forsvarsprofil har valgt at trække stikket til professionel fodbold, når sæsonen er færdig.

Det oplyser Randers FC i en pressemeddelelse.

Læs også Randers FC-anfører: Vi er sindssygt trygge ved 'Bertel'

Mads Agesen skiftede fra AC Horsens til Randers FC i sommeren 2013, og lige siden har den kontante forsvarsspiller været en dominerende faktor i den kronjyske bagkæde, hvor det i skrivende stund er blevet til 124 optrædener og to mål.

Randers FC og Randers som by er kommet til at betyde rigtig meget for mig. Det er her, jeg for alvor har slået mit navn fast som Superliga-spiller.

Mads Agesen, anfører i Randers FC

- Randers FC og Randers som by er kommet til at betyde rigtigt meget for mig. Det er her, jeg for alvor har slået mit navn fast som Superliga-spiller. Det er også her, at jeg har stiftet familie. Så det bliver noget af en omvæltning at skulle i gang med noget andet. Det er dog noget, jeg hele tiden har været bevidst om og forberedt mig på, så jeg glæder mig da også til livet efter fodbolden, siger Agesen i pressemeddelelsen og fortsætter.

- Lige nu er der dog fuld fokus på den mission, vi er på i forhold til at sikre overlevelse i ligaen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan både på og uden for banen for, at det skal lykkes. Randers skal have et hold i den bedste danske fodboldrække, og det er det, vi skal bevise i den kommende tid. Det skal lykkes.

Fortsætter som assurandør

Det er i alt blevet til otte sæsoner, 159 kampe, to mål, fem assists, 31 gule kort og fem røde i Danmarks bedste fodboldrække for Agesen.

- Mads har arbejdet stenhårdt for at nå dertil, hvor han er kommet som fodboldspiller. Han har altid kæmpet for at få tingene til at lykkes både på og uden for banen, og begge steder har han haft stor betydning. Nu skal han så snart i gang med et nyt livskapitel, men jeg er slet ikke i tvivl, om at han indtil det sidste er 100 procent dedikeret i forhold til at gøre sit ypperste for, at vi fuldfører vores mission. Han har trukket et stort læs som samlingspunkt i truppen i den noget omskiftelige tid, som der har været den seneste halvanden sæson, og han har udover sit bidrag på banen også været en vigtig sparringspartner for mig og resten af trænerteamet, siger cheftræner Rasmus Bertelsen.

Mads Agesen begynder efter sommerferien en civil tilværelse som assurandør hos Aros Forsikring.

I denne sæson har han spillet 21 kampe for Randers FC. To røde kort og et par skader har ad flere omgange holdt ham ude, mens han i sidste uge måtte tage plads på bænken, da Jonas Bager tog hans plads.

På tirsdag fortæller Mads Agesen meget mere om sin beslutning i Fodbold med Horup, hvor også Silkeborg IF's Jens Martin Gammelby gæster studiet.

BLÅ BOG: MADS AGESEN

Født: 17. marts 1983 i Thisted

Position: Midterforsvarer
Højde: 190 cm

Karrieren i tal:
2002-06: Thisted FC / AGF
2006-08: Aarhus Fremad (36 kampe/2 mål)
2008-10: FC Fredericia (68 kampe/6 mål)
2010-13: AC Horsens (46 kampe/0 mål)
2013-18: Randers FC (124 kampe/2 mål)