Randers FC afviser Faxe-rygter
Den nuværende cheftræner i Randers FC, Colin Todd, er også i Kronjylland efter nytår, fastslår klubbens ledelse.
Det kører ikke rigtigt for fodboldklubben Randers FC i øjeblikket.
Kronjyderne har ikke vundet en SAS Liga-kamp siden begyndelsen af august, og stimen af lunkne resultater har sat gang i rygterne om, hvorvidt en trænerfyring er under opsejling.
Den nuværende cheftræner, Colin Todd, rygtes på vej hjem allerede efter sidste kamp i december, og John 'Faxe' Jensen meldes klar til at tage over. Det skriver Randers Amtsavis.
Randers FC's direktør Jacob Nielsen tager dog situationen afslappet og skyder alle rygter ned.
- Der er fuld opbakning til Colin Todd. Nej, vi har ikke fået det forventede ud af kampene indtil nu. Det er ingen hemmelighed. Jo, vi er i krise. Det er man da, når man er uden sejr i otte kampe, siger Jacob Nielsen til avisen.