Randers får ikke noget Little Italy
Ny bydel har stadig ikke fået et navn
En kommende bydel syd for Randers kommer hverken til at hedde Pilen, Clausholm eller Little Italy.
Det står fast, efter at et flertal i Randers Byråd har valgt at vende tommelfingeren nedad i forhold til de forslag, der er indsendt i en netop overstået konkurrence.
Det er planen, at der på sigt skal være 10.000 beboere i det nye boligområde nær Paderup og Motorvej E45.
I alt modtog Randers Kommune 21 forskellige forslag til navne i forbindelse med den netop overståede konkurrence. Ifølge kommunens hjemmeside vurderede Randers Byråd, at de indsendte forslag ikke levede op til formålet om at samle bydelen.
Derfor skal forvaltningen nu arbejde videre med at finde alternative forslag.
Randers Kommune håber, at boligområdet kan tiltrække mange beboere, som arbejder i det nordlige Aarhus, men som gerne vil have en god og lidt billigere bolig.
- Området ligger naturskønt i et kuperet terræn, og der er gode muligheder for transport. Motorvejen ligger ikke langt derfra, har næstformanden for miljø- og teknikudvalget, Lars Søgaard (V), tidligere sagt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nedenfor kan du se en oversigt over de forslag til navne, Randers Kommune har modtaget:
Thorsvang
Munkdrup Fælled
Munkdrup Marker
Gunnerup Mose
Pilen
Stokkerup
Lykkeshøj
Østmarken
Randhuse
Mosebyen
Naturbyen
Randershus
Paderupkær
Sydbyen
Clausholm
Little Italy
Randers Åby
Gudenåby
Nyby
Kraka by
Hjortedalen