Randers færdige i pokalen
Tabte til FC Midtjylland
Takket være en suveræn første halvleg sikrede FCM Håndbold sig sejren i pokalsemifinalen mod Randers HK.
Dermed er FCM Håndbold klar til kvindernes pokalfinale i håndbold, som Team Tvis Holstebro allerede kvalificerede sig til for et par dage siden.
Midtjyderne vandt 31-26 over Randers HK i lørdagens semifinale.
Randers overraskede ellers positivt forleden ved at slå Viborg i ligaen, og derfor havde hjemmeholdet et begrundet håb om at kunne besejre midtjyderne.
Men håbet smuldrede stille og roligt, efterhånden som første halvleg skred frem. For Randers-forsvarets offensive satsning mislykkedes fuldstændigt, og FCM scorede næsten på hvert eneste angreb.
Efter et kvarter var Randers bagud med syv mål, og ved pausen var stillingen hele 11-21.
Det virkede som om, at anden halvleg bare skulle overstås, og måske havde den tanke også sat sig i midtjydernes hoveder.
I hvert fald gik gæsterne gevaldigt ned i kadence efter pausen og tillod sig blandt andet en ni minutter lang scoringspause undervejs.
Det benyttede de ufortrødent kæmpende Randers-spillere til at file på forspringet, og ved stillingen 22-26 med ni minutter igen var der igen kommet et lille gran spænding i kampen.
FCM red dog stormen af, og med en scoring af Nycke Groot til 30-26 to minutter før tid var kampen afgjort.
Pokalfinalen spilles 27. december. Det er tredje år i træk, at FCM deltager i finalen.