Randers er Smileyens By
De randrusianske spisesteder har styr på hygiejnen
Aarhus er kendt for at være Smilets By, og nu har man også ekstra god grund til at smile i Randers.
En opgørelse fra Fødevarestyrelsen viser, at Randers scorer højt, når det kommer til antallet af spisesteder med elite-smileyer.
I alt har 80 procent af restauranter, caféer, supermarkeder og andre spisesteder i Randers fået en elite-smiley af Fødevarestyrelsen. Det er en væsentlig større procent end landsgennemsnittet, som er på 61 procent.
Smileyen bliver kun tildelt detailvirksomheder, der sælger mad og drikkevarer til kunderne. Kravet for at modtage elite-smileyen er, at stedet har fået den mest smilende smiley ved de seneste fire kontrolbesøg og som ikke har haft nogle anmærkninger i mindst 12 måneder.
En af de restauranter, hvor smilet er størst, er hos Restaurant Mad & Vin. Her er indehaver Susanne Brøndum glad for, at det hårde arbejde bliver kvitteret med et smil:
- Det skal man da have. Jeg kan ikke acceptere, at vi ikke har det, siger hun.
Smiley-ordningen blev introduceret i 2001. Først syv år efter kom elite-smileyen.
Smileyerne er at finde på den kontrolrapport, som Fødevarestyrelsen udarbejder i forbindelse med kontrolbesøg. Kravet er, at rapporten skal hænge synligt for kunder.
Du kan høre, hvad kunderne siger til de mange glade smil i Randers i tv-indslaget øverst i artiklen.