- Randers er guldfavoritter
Viborg-træner tror på Randers FC
Sidste sæsons bronzevindere fra Randers FC skal igen tages seriøst i den nye Superliga-sæson. Det mener i hvert fald Viborgs cheftræner, Ove Christensen.
Faktisk mener den tidligere Randers-træner og nuværende Viborg-chef, inden lørdagens møde mellem de to hold, at randrusianerne kan gå hele vejen og vinde rækken.
- Mod Randers FC har vi fra start det, jeg kalder en bonuskamp. Randers er sidste års bronzevinder og en af guldfavoritterne i år. Og det er ikke noget, jeg siger for at lægge presset over på dem, for det er de. Det er et fænomenalt hold, de har fået samlet sammen, siger Ove Christensen til DR.
Overraskede alt og alle
Randers overraskede alt og alle i sidste sæson, da holdet trods status som oprykker og en forfærdelig premiere i Sønderjyske, 1-6-nederlag, fik en stor opblomstring med ansættelsen af træner Colin Todd.
Også den anden oprykker, Esbjerg, klarede sig flot som vinder af pokalturneringen og en fjerdeplads i Superligaen, men i Viborg tvivler træneren på, at hans hold som det ene af de to nye ansigter i den bedste række vil blande sig i toppen.
- Vi ved godt, at vi får en meget udfordrende sæson. Det har vi prøvet før, og det er faktisk et af vores specialer, og man kan vel godt sige, at vi er favoritter til at rykke ned, forklarer Ove Christensen.
Kampstart i Viborg er klokken 17.00.