Randers-direktør dagen derpå: Både vi og AGF gik til kanten

Hvis superligaen skal overleve på sigt, er der ifølge Randers FCs direktør brug for mere af det, man så i forbindelse med fredagens lokalopgør

Både Randers FC og AGF gik til stålet op til fredagens forboldbrag. 

AGF indrykkede på kampdagen en helside i Randers Amtsavis med budskabet "Rend os i r****" - Kom så de hviie", mens Randers FC-direktør Michael Gravgaard svarede igen fra et toilet, hvor han sad med en Mustafa Amini-trøje.

Amini skiftede sidste år Randers FC ud med netop AGF. 

Michael Gravgaard, Randers FCs direktør, efterlyser flere følelser i dansk fodbold. 

På Randers FCs Facebook-side løfter Michael Gravgaard sløret for sine tanker dagen derpå:

- Vi har alle vore holdninger til, hvad der er fedt, og hvad der er godt for fodbolden - og det skal vi have lov at have. Optakten til AGF-kampen var efter min mening af begge parter trukket til kanten, men ikke over. Der blev givet og taget – ligesom der gjorde under kampen, skriver han. 

Michael Gravgaard mener, at dansk fodbold har brug for flere følelser.

- Jeg tror på, at skal SL (superligaen, red.) overleve som produkt og have et (større) forretningsgrundlag, så skal vi turde gøre ting, som vores omverden kan forholde sig til. Vi skal turde dyrke følelserne og passionen – ellers er vi ligegyldige. Vi skal give vores marked mere, end hvad en Ronaldo- eller Messi-trøje betyder – ellers har vi ”no chance”, skriver han på Facebook.

AGF indrykkede denne annonce i Randers Amtsavis på kampdagen.

Michael Gravgaard medgiver, at de to østjyske klubber kunne have ageret anderledes op til kampen:

- Ja – og det kommer vi også til. Vi skal for h...... da dyrke rivaliseringen, eller er det kun BIF-FCK, der må det?, skriver han.

Michael Gravgaard uddyber synspunktet, når han og AGF-direktør Jacob Nielsen gæster programmet Fodbold med Horup på tirsdag.