Randers Cimbria tabte til Hørsholm
Hørsholm vandt med 96-81
Der er langt hjem fra Sjælland, hvis man bor i Randers, og afstanden føles ikke kortere, når man har tabt en basketballkamp en onsdag aften.
Det er, hvad der skete for Randers Cimbria her til aften, hvor klubben havde mulighed for at rykke lidt tættere på værterne fra Hørsholm, men det var småt med gæstfriheden.
De to hold kæmper om femtepladsen i Basketligaen, og den har Hørsholm sat sig solidt på efter aftenens 96-81 sejr.
Cimbrias skræksæson: Det har ikke været sjovt
Det var ellers ganske jævnbyrdigt ved pausen, hvor hjemmeholdet blot førte med 49-46, men siden kunne Cimbria ikke helt følge med. Evan Yates førte an med 28 point for hjemmeholdet, og kronjydernes Chris Nielsen fulgte trop med 28 point for gæsterne.
Randers Cimbria fik desværre lidt større afstand op til Hørsholm på femtepladsen, og der er henholdsvis otte og 10 point ned til Stevnsgade og Sisu, der ligger på de to nederste pladser.
Om godt en uge tager Randers imod Team FOG Næstved.