Randers Cimbria erklæret konkurs
Randers Cimbria lukker ned med øjeblikkelig virkning. Dermed er det slut med basketball på eliteniveau i Randers.
Randers Cimbria har gennem de seneste knap 10 år været repræsenteret på højeste sportslige niveau i Danmark. Men nu er det slut.
Klubben har efter længere tids forhandling med Skat ikke kunne nå til enighed om beregningsmetoderne for, hvorledes vores nuværende udestående til Skat skal beregnes. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Skat har derfor valgt at indbringe Randers Cimbria for skifteretten med anmodning om konkurs, og skifteretten har i går valgt at følge Skat's anmodning.
- Randers Cimbria beklager dybt den situation, vi er havnet i, men troede til det sidste på, at vi var i stand til at fremføre vore synspunkter på en måde, der sikrede klubbens fremtid på såvel elite- som breddeplan, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Konkursbegæringen betyder, at Randers Cimbria lukker ned med øjeblikkelig virkning, trækker holdet fra den danske basketliga og fritstiller spillerne fra dags dato.
- Den eneste, teoretiske mulighed for klubbens videreførelse er at vi inden for 14 dage, betaler det fulde beløb som Skat mener sig berettiget til. Dette må dog desværre betragtes som kun værende en teoretisk mulighed, fastslår klubbens besyrelse.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.