Randers-chef blåstempler sæson trods kollaps i Brøndby

Randers satte tomålsføring over styr, men både cheftræneren og direktøren er meget tilfredse med sæsonen.

Randers-spillerne jubler efter Mikkel Kallesøes scoring i 1. halvleg. Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

Randers FC var foran 2-0 i fredagens playoffkamp om en Europa League-billet, men kollapsede fuldstændigt i kampens sidste halve time og tabte 2-4 til Brøndby. 

Dermed smuldrede det kronjyske holds europæiske drømme, men sæsonen har alligevel været mere end godkendt.

Læs også Randers FC kunne dufte Europa League-billet - så gjorde Brøndby det onde

Det mener Randers-direktør Søren Pedersen.

- Lige nu er vi meget skuffende, men når vi får sundet os, kan vi glæde os over en flot sæson. Der er kommet mere struktur på holdet, og der er kommet mere humør og glæde ind i klubben. 

- Vi havde som målsætning at overleve, og det gjorde vi hurtigt. Vi missede akkurat top seks, men vi blev 'the best of the rest', og det er mere end godkendt, siger Pedersen og tilføjer: 

- Vi kan se tilbage på sæsonen med stolthed, når vi er kommet os over skuffelsen. 

Lejesvenden Mads Aaquist (th.) stod bag den ene af de to Randers-scoringer på Brøndby Stadion. Han vender nu tilbage til FC Nordsjælland efter en enkelt sæson i Kronjylland. Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

Mål burde være underkendt

Cheftræner Thomas Thomasberg er enig med sin chef, men erkender også, at den sidste halve time af fredagens kamp giver malurt i bægeret. 

- De fik en 1-2-reducering ud af det blå, og derefter virkede vi pressede spillemæssigt og mentalt. Kampen skiftede karakter. 

- Brøndby fik tro på tingene, og vi blev passive. Og det må man ikke på Brøndby Stadion, for så bliver man kørt over. 

- Det ændrer ikke på, at vi har haft en god sæson, men det er ærgerligt at slutte på denne måde, når vi havde det hele i egne hænder, siger en slukøret Randers-træner. 

Brøndbys sidste mål i opgøret - som Randers sendte i eget net - burde umiddelbart have været annulleret for en klar offside, viste de efterfølgende tv-billeder.

- Det blev ikke afgørende for kampen, men det bekræfter os i, at man får mange tilfældigheder imod sig herovre. 

- FCK og Brøndby skal ikke håbe, at der kommer VAR (Video Assistent Referee, red.) i Superligaen, for det kommer til at koste dem mål, siger en kontant Thomasberg.

VIDEO: Kom med ind bag kulissen på Randers FC's hjemmebane, Cepheus Park:

Kom med ind i det allerhelligste%3A Bag kulissen på Randers FC's stadion Cepheus Park