Randers-borgmester truer taxa-selskab
Borgmesteren i Randers truer taxa med tvangsarbejde. Han er klar til at diktere, hvornår de skal sende deres biler på gaden.
Motivet er i følge borgmester Henning Jensen Nyhuus (V), at borgerne skal have de taxaer de har brug for.
Det skriver Randers Amtsavis i dag.
Endnu engang er Randers Taxa i spalterne med anklager om dårlige service. En halv familie strandede nord for Randers midt om natten, fortalte avisen i sidste uge. I dag kan Hanne Schnejder fortælle, at det heller ikke er til at få en taxa om eftermiddagen inde midt i Randers by.
- Det var da skrækkeligt, siger taxabevillingsnævnets formand Jan Helbo (S) til hendes historie.
Inden byrådet gik på sommerferie, slap taxabranchen, i følge Randers Amtsavis, lige akkurat for at få dikteret den vagtordning, borgmesteren nu vil indføre. Forslaget, der fylder en A4-side, kom fra beboerlistens Bjarne Overmark. Han krævede en bestemt procentdel af alle byens taxaer på gaden til enhver tid døgnet rundt.
Taxabevilingsnævnets formand, Jan Helbo, ønsker den vagtordning, Overmark foreslog. Bare helst ad frivillighedens vej.