Randers-apotek markerer tre år med ny lov: - Kunderne har vundet
Da den nye apotekerlov trådte i kraft i 2015, havde danskerne 312 apoteker at vælge imellem. Nu har vi 466
Et apotek i Føtex på Mariagervej 175 i Randers får den 'ære' at være det apotek, der åbner tættest på 3-års dagen for den nye apotekerlov.
Randers-apoteket, der åbnede torsdag, bliver nummer 154 af de nye apoteker, der er åbnet siden 1. juli 2015.
Læs også
Her var der 312 apoteker i Danmark - nu er der 466.
Lovændringen per 1. juli 2015 betød, at apotekere i langt højere grad kunne åbne apoteker, hvor de ville: Nu måtte apotekerne åbne syv filialer inden for en radius af 75 kilometer fra deres hovedapotek.
Flere apoteker - længere åbningstider
Målet med lovændringen var at give borgerne flere steder, hvor de kan gå direkte ind fra gaden og få ekspederet en recept, købe håndkøbslægemidler og få råd og vejledning.
- Medicinbrugere har fået flere alternativer, når de skal hente deres medicin, og apotekerne har også fået længere åbningstider. Der er kommet konkurrence mellem apotekerne, og det stiller større krav til os, siger Anne Kahns, der er formand for Danmarks Apotekerforening, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Nu konkurrerer vi på service. Kunderne har vundet rigtig meget. De kan vælge, hvor de får den bedste service.
Udvidede åbningstider
Mange apoteker har udvidet deres åbningstid i de seneste tre år. Udover de særlige vagtapoteker, er der nu 104 apoteker, der lukker efter klokken 17.30 på hverdage. Inden lovændringen var 25.
På samme måde var der dengang to apoteker, der selv valgte at holde åbent om søndagen - nu er tallet 41. Regner man vagtapotekerne med, er det i alt 90 apoteker, der holder åbent om søndagen.
Læs også
- Vi har også fået landets første apoteksfilial på sygehuset i Randers, så patienter eller pårørende kan hente medicin på sygehuset. Det er en god idé, og det er god service, siger Anne Kahns til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun mener også, at der er potentiale i at åbne nye apoteksfilialer i større indkøbscentre, sundhedshuse og hospitaler.