Randers-angriber var ustyrlig

Baye Djiby Fall var dagens oplevelse, da Randers FC hjemme slog Esbjerg med 3-2.

Mange, mange tak for Baye Djiby Fall. Sådan må adskillige af de 5.275 tilskuere på Essex Park have sagt efter søndagens SAS-Liga-opgør mellem Randers og Esbjerg.

For i en ellers kedelig forestilling af lav kvalitet, lyste Randers' senegalesiske angriber, Djiby Fall, meget op. Han var uden sammenligning dagens mand.

Den fysisk stærke frontløber stod for alle Randers tre scoringer, og bragte dermed sæsontotalen op på otte scoringer. Dermed lagde han sig op på siden af Morten Nordstrand på ligaens topscorerliste.

- Jeg er meget glad. Jeg er glad for at score tre mål, men i morgen kigger jeg frem mod næste kamp, lød den afdæmpede kommentar fra målslugeren, som i øvrigt kun taler fransk.

Kampen mellem Randers og Esbjerg endte 3-2. Sejren sikrer kronjyderne et yderligere forspring i forhold til ligaens to bundhold, Vejle og Silkeborg IF.

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15878">Olsen nomineret som årets træner (5/11-06)</A></STRONG>